emner:
- introduktion
- farve
- H4 og H7 lamper
- Reflekser
- Lysbillede af nærlyset
- Amerikansk pandelampe
- Forlygte højdejustering
- Mål og tilslut forlygteledninger
- Reparation af forlygteledninger
Forord:
Forlygterne giver lys foran i bilen. Nogle biler har alle lygterne i ét hus (som bilen på billedet nedenfor), og andre har flere enheder. Den obligatoriske belysning foran består af: sidelys, nærlys, fjernlys, blinklys og eventuelt tågelygter og kørelys. Til lamperne kan du vælge mellem en glødelampe, halogenlampe, xenon og/eller LED.
farver:
Byens lys skal være gul eller hvid i farven, når de er tændt. Bliver standard halogen lamper anvendt. Lamper med blåt malingslag er beregnet til at udsende så hvidt som muligt (f.eks. med xenon). Nærlys og fjernlys skal være gule eller hvide. Xenon lamper er ofte blå/lilla i farven, men på lygtejusteringsenheden er lysbilledet ofte stadig bare hvidt. Andre farver er ikke tilladt.
Indikatorer på forsiden kan være orange, gule eller hvide. Tågelygter har samme krav som nærlys og fjernlys; de skal være gule eller hvide.
Kørelys må kun være hvide. I Amerika er "kørelyset" ofte orange i farven og brænder konstant med hovedlyset slukket. I Holland er dette forbudt, og de orange lamper skal udskiftes med hvide. Hvis det ikke er muligt, skal de deaktiveres. Dette forårsager ofte et andet problem, hvis kørelys og blinklys kombineres; så er den eneste løsning at installere hvide lamper. Hvidt blinkende lys er trods alt tilladt.
Xenonlygter er ofte udstyret med lygtevasker i lygtehuset eller i forkofangeren. Dette for at forhindre strølys fra for eksempel snavs og insekter på lygteglasset.
H4 og H7 lamper:
De mest brugte typer lamper er H4 og H7 lamperne. En H4 lampe er afbildet nederst til venstre. Denne lampe har to glødetråde i træk; en til nærlys og en til fjernlys. Når nærlyset er tændt, og føreren signalerer (eller fjernlyset er tændt), slukker nærlyset kortvarigt.
En H7 lampe er afbildet nederst til højre. Denne lampe har kun 1 glødetråd; dette er kun til nærlys. Så en separat lampe er nødvendig til fjernlyset.
H4-pæren er meget tykkere end H7-pæren, så de kan ikke ved et uheld skiftes i forlygtehusene. H4 lampen har også tre tilslutninger på stikket og H7 lampen har to.
Reflekser:
Nærlysreflektor:
Nærlyslampen lyser opad, mod toppen af den parabolske reflektor. Denne reflektor reflekterer lyset i en bestemt vinkel. Disse lysstråler skal naturligvis rettes nedad. Der er folk, der installerer lyset i forlygten omvendt (med magt, for det er faktisk ikke muligt). Lysstrålerne bevæger sig derefter opad og blænder al modkørende trafik.
Fjernlys reflektor:
Fjernlyset stråler i alle retninger, op og ned, til venstre og til højre. Reflektoren reflekterer lysstrålerne lige frem og skaber en stor luftstråle. Lysudbyttet er nu maksimalt, men meget generende for modkørende, der er blændet.
Lysbillede af nærlyset:
Bilens lysbillede måles og justeres om nødvendigt under en større vedligeholdelsesservice og MOT. Foran forlygten er der placeret en justeringsanordning, som indeholder en skærm, der måler lysindfaldet. Ud fra lysbilledet i justeringsanordningen kan forlygten justeres ved at justere justeringsmekanismerne i forlygten. Tågelygterne kan også justeres på denne måde, men det sker normalt først efter afmontering/montering eller udskiftning af tågelygteenhederne.
Fire forskellige lysbilleder er vist nedenfor (hvoraf lysbillede 1 er et eksempel på en høj eller lav justering). De tre andre lysbilleder forekommer ofte i praksis. Hvis en forlygte afvises til MOT på grund af dårlig belysning på grund af forvitrede forlygteglas eller reflektorer, ved mange ikke, hvordan dette afgøres af inspektøren. Dette bliver meget tydeligere gennem disse billeder. Der er også et grænsetilfælde, der lige kan bestå kontrollen.
Lysbillede 1:
Dette er kun den vandrette linje. Den sorte stiplede linje angiver, hvor langt lyset (gul del) kan nå. Det er ofte mellem 1,0 % og 1,5 % for biler uden xenon og omkring 2 % for biler med xenon. Den øverste røde linje angiver, hvor lysbilledet ville være, hvis forlygterne blev justeret til 0 % (for højt). Den nederste røde linje angiver et lysbillede, der er for lavt (f.eks. 3%). Det kan også være, at aktuatoren i så fald er justeret for langt nedad, hvilket kan justeres indvendigt. Denne skal altid drejes til 0 før justering.
Lysbillede 2:
Et perfekt lysbillede. En god højde, hvor lysbuen i højre side skinner mod vejkanten. Sådan er det altid med biler, der kører i højre side af vejen. På engelske biler er denne bue rettet mod venstre. Derfor sidder der ofte klistermærker på engelske bilers forlygter, når de skal til et andet land. Dette er udelukkende for at afskærme denne lysbue for at forhindre blændelse af modkørende trafik.
Lysbillede 3:
I biler med forvitrede lygteglas eller forvitrede reflektorer ser lysbilledet ofte sådan ud. Der er meget lys; der er meget lys i toppen af skillelinjen. Nogle gange er det så slemt, at ingen skillelinje længere er synlig. Forlygten stråler så i princippet i alle retninger, mens lysudbyttet (og dermed også udsynet) også er minimalt. Det er op til dommeren at afgøre, om det afvises, eller om det stadig er tilladt.
Hvis en vandret skillelinje stadig er synlig (som på dette billede), kan den stadig blive godkendt.
Lysbillede 4:
Er lygten monteret omvendt i forlygten, lyser lyset ikke nedad, men opad. Dette er tydeligt synligt på dette billede. Se billedet til højre.
Amerikansk forlygte:
Amerikanske forlygter adskiller sig fra europæiske versioner. Der er ofte indbygget en orange reflektor eller ekstra orange belysning, som ikke findes på den europæiske version. Blinklysene lyser også konstant (hvis indikatorlysene ikke lyser, er der tilføjet andre orange lygter til bilen). De orange lys tændes, så snart bilen tændes (ligesom kørelys). Dette er ikke tilladt i Holland. De orange lys må kun bruges som blinklys og må ikke brænde konstant. Heller ikke selvom disse kun kontrolleres for 50 %. Dette er et MOT-afslag og begrundelse for en bøde under et trafikstop.
En anden forskel mellem forlygterne er lysmønsteret. Lysbilledet af en amerikansk pandelampe løber i modsætning til europæiske retningslinjer vandret på højre side af lysbilledet. Lysbilledet går lidt op fra midten og så løber linjen vandret til højre. Forlygten lyser nu mere lige frem, end den lyser i vejkanten. Dette kan nogle gange forårsage et problem med importerede biler. Dette er i princippet ikke i overensstemmelse med europæiske krav, så kontrolløren kunne se dette som et afslag. Dette afhænger også udelukkende af, hvor høj stregen på højre side er i forhold til venstre side.
Forlygte højdejustering:
Forlygtens højde er justerbar, så de kan justeres nedad, når køretøjet er læsset. Vippemotoren, også kaldet spejljusteringsmotoren eller justeringsmotoren, sørger for, at reflektoren i forlygten vipper lodret omkring sin akse.
De tre systemer til justering af forlygtens højde er:
- Statisk højdejustering. Føreren styrer justeringen ved hjælp af en knap på instrumentbrættet.
- Dynamisk højdejustering. Højdejusteringen reagerer på kropsbevægelser.
- Semi-statisk højdejustering. Sensorerne på bærearmen registrerer køretøjets last. For eksempel, når køretøjet er læsset bagfra, sænkes bagenden af køretøjet, og forlygterne lyser opad. I så fald justerer den semi-statiske højdejustering forlygterne nedad.
Diagrammet til højre viser den statiske højdejustering af forlygten. Diagrammet er af typen "vandfald" med plus (klemme 30) øverst og jorden (klemme 31) nederst. Kredsløbet er beskyttet af sikring F22. Det potentiometer (P1) er justeringsknappen, der kan drejes af føreren. Potentiometeret er en variabel modstand og har et plus (ben 1), jord (ben 2) og en signalledning (3). Spændingen på signalledningen afhænger af positionen af potentiometerviskeren. Løberen er angivet som en pil på modstanden. Spændingen kommer via den blå ledning til justeringsmotorerne 1 (V1) og 2 (V2). Justeringsmotorernes elektronik (angivet med transistorsymbolet) vil justere justeringsmotorerne til den ønskede position.
Diagrammet viser kun en positiv ledning, jordledning og signalledning til en justeringsmotor.
Styreenheden aflæser positionen af justeringsmotoren og styrer den derefter for at flytte den til den korrekte position. Diagrammet nedenfor viser, hvad der rent faktisk sker i styreenheden. Diagrammet og teksten handler om venstre justeringsmotor (V1).
Styreenheden indeholder to driftsforstærkere og fire transistorer, som i dette tilfælde er udformet som en differentialforstærker. Afhængigt af spændingsforskellen, der opstår mellem potentiometre i instrumentbrættet og i justeringsmotoren styres transistorerne af op-forstærkerne. Denne spændingsforskel opstår for eksempel, når føreren drejer justeringshjulet (P1) nedad. Løberen på den variable modstand indtager en anden position. Som følge heraf vil mere eller mindre spænding gå tabt i varme. Spændingen på ben 3 på P1 stiger eller falder derfor. Denne spænding kommer ind i de to driftsforstærkere (O1 og O2) via den blå ledning. Op-forstærkerne måler spændingsforskellen mellem begge potentiometre (P1 og V1), altså mellem de blå og orange ledninger.
- I fred: Når spændingen på de blå og orange ledninger er ens, er systemet i ro.
- Justeringshjul skruet ned: Transistorerne T1 og T4 er lavet ledende af op amp O1, når spændingen på den blå ledning er højere end på den orange ledning. Justeringsmotoren får sin strøm på ben 4 via den røde ledning (via T1) og jord på ben 5 via den brune ledning (via T4). Dette får justeringsmotoren til at dreje med uret, indtil spændingen er reduceret potentiometer har nået samme spænding som potentiometeret i instrumentbrættet (P1). Når der ikke længere er en spændingsforskel mellem ledningerne, vil op-forstærkeren ikke længere påføre spænding til udgangen.
- Justeringshjul skruet op: Hvis justeringshjulet drejes den anden vej af føreren, vil spændingen på den orange ledning være højere end på den blå ledning. Nu tilfører opamp O2 en spænding til udgangen. Transistorer T2 og T3 leder nu. Justeringsmotoren drejer nu mod uret, dvs. drejer i den anden retning, fordi polariteten er vendt i forhold til den tidligere situation. Styringen stopper igen, når op-forstærkeren ikke længere måler en spændingsforskel mellem potentiometrenes løbere.
Måling og tilslutning af forlygteledninger:
Forlygtens ledningsnet kan blive beskadiget efter en kollision, forkert installation medfører, at ledningerne kommer i klemme, eller fordi ledningsnettet gnider mod noget. Ledningerne kan blive beskadiget eller endda gået i stykker. For at reparere ledningerne kan de samme farvede kabler i de fleste tilfælde tilsluttes igen. En tekniker skal kunne finde ud af hvilken ledning der har hvilken funktion ved at læse skemaet og tage mål. På dette tidspunkt kan ledningerne på køretøjssiden forbindes til forlygteledningerne. Denne viden og færdigheder er en del af den praktiske eksamen for første mekaniker.
I nedenstående elektrisk ordning et belysningssystem kan ses fra fronten af et køretøj. Forklaringen er vist til højre for diagrammet. Diagrammet er af typen "vandfald", med de positive over (terminal 30 og 15) og jorden under (terminal 31). Diagrammet viser flere afbrydere, der er tilsluttet en kontrolenhed (A20). Denne ECU tænder indikatorerne (E5 og E6) samt relæerne til nær- og fjernlys. Side-/parkeringslyset tændes og slukkes direkte af lyskontakten (S21). Ydermere vises lygtejusteringsmotorerne (M01 og M02), som roterer op eller ned baseret på signalet fra justeringshjulet med potentiometeret.
P02: sikringsboks til klemme 30;
P03: sikringsboks til klemme 15;
S61: ratstammekontakt (indikator og fjernlys);
S21: Lyskontakt (by- og hovedbelysning)
A20: Kontrolenhed;
K29: Relæ nærlys;
K30: Fjernlys relæ;
E05: Blinkende lys L;
E06: Blinkende lys R;
E01B: Fjernlys L;
E02B: Fjernlys R;
E01A: Nærlys L;
E02A: Nærlys R;
E01: Parkeringslys L;
E02: Parkeringslys R;
M01: Motorhøjdejustering venstre;
M02: Motorhøjdejustering højre;
S22: Hjul til højdejustering af forlygter
G01: jordpunkt lv;
G02: jordpunkt rv;
G2*s: jordpunkt interiør
Som beskrevet ovenfor skal en tekniker være i stand til at forbinde forlygteledningerne ved at læse skemaet og tage målinger. For at tydeliggøre dette er nedenfor en trin-for-trin-plan for at forbinde de (afskårne) ledninger på køretøjssiden (ofte én farve, i dette tilfælde rød) til forlygtens farvede løse ledninger.
Bylys / parkeringslys:
Først tjekker vi, om spændingen på alle ledninger, der kommer fra bilen, når belysningen er slukket, er 0 volt i forhold til jord.
I legenden så vi, at koden E01 for parkeringslyset er til venstre for forlygten. Vi bruger voltmeteret til at lede efter den positive ledning af denne lampe.
- Voltmeterets jordledning: tilslut til et godt jordpunkt, helst med en krokodilleklemme omkring et jordpunkt beregnet til batteriopladeren;
- Positiv ledning: en af de seks ledninger er ændret fra 0 volt til den indbyggede spænding (12 til 14 volt). Vi måler de røde ledninger en efter en og lokaliserer den pågældende ledning. Som et tjek kan sidelysene slukkes og tændes for at se, om spændingen skifter mellem 0 og 12 volt.
Nærlys:
Vi forbinder sidelysene fra forrige måling til or/bl (orange/blå) ledning og tænder for nærlyset. Nu er spændingen af to ledninger 12 volt: parkeringslyset (forbliver tændt) og ledningen til nærlyset. Vi slår op i denne tråd.
Fjernlys:
Efter at nærlyset er forbundet med gn/eller (grøn/orange) ledning, tænder vi fjernlyset. En af de resterende røde ledninger er blevet til 12 volt. Vi forbinder denne ledning til GN/SW (grøn/sort) ledning af E01b (fjernlys).
Blinkende lys:
Et voltmeter kan være for langsomt til at måle den varierende spænding mellem 0 volt (slukket) og 12 volt (tændt), når det blinkende lys er tændt:
- Spændingsindikationen på displayet kan springe;
- Displayet kan vise "uendelig" eller "overbelastning".
Blokspændingen kunne kontrolleres med et oscilloskop, men det er faktisk ikke nødvendigt. Når det blinkende lys tændes eller slukkes, ser vi en spændingsændring i displayet, som giver os tilstrækkelig information til, at vi måler på den rigtige ledning. Vi forbinder denne ledning til bl (blå) ledning af E05 (blinkende lys).
Højdejustering:
Efter tænding af side- eller nærlys vil der blive målt en lavere spænding på en af ledningerne end lygternes positive ledninger. I dette tilfælde måler vi 10,9 volt. Hvis spændingsværdien afviger, har vi næsten altid at gøre med signalledningen til lygtejusteringsmotoren.
Justeringshjulet eller den digitale knap er placeret i interiøret (instrumentbræt, ratstamme, instrumentpanel) for at flytte lygtejusteringsmotorerne op eller ned. I position 0 (forlygterne er i højeste position op) er spændingen ofte høj. Når vi drejer justeringshjulet til position 2 eller 3, falder spændingen på signalledningen til justeringsmotoren: dette giver den kommandoen til at bevæge sig ned. Spændingen kan falde til 3 eller 6 volt i position 7.
Vi forbinder derefter ledningen til højdejusteringen til ro/wi (rød/hvid) ledning. Desværre mangler farvekodningen i diagrammet.
Messe (1):
Indtil videre er alle positive ledninger tilsluttet, men uden jordledning/ledninger fungerer lamperne og aktuatoren endnu ikke. Spændingen på den resterende ledning forblev 0 volt under alle målinger. For at sikre, at de ledninger, som du måler 0 volt på, er jordledninger, udfører vi en modstandsmåling. Denne måling er vist nedenfor.
Messe (2):
Modstanden på de røde ledninger i forhold til jordpunktet på kroppen er begge 0,1 ohm. Det er muligt, at modstandsværdien er lidt højere, fx 5 ohm. Nu hvor vi er sikre på, at de sidste to røde ledninger er fastgjort til kroppen, forbinder vi dem med de sorte ledninger fra forlygten.
- Køretøjer, hvor blinklyset er i en anden enhed eller del af forlygten, har ofte to separate stik (som vist i dette diagram). Begge stik har en jordledning. Ofte er disse to jordledninger forbundet til samme jordpunkt, så det er lige meget om de byttes om;
- Har vi et køretøj med blinkende lys i belysningsenheden, er der en jordsvejsning i forlygten, hvor flere jordledninger samles og fremstår som én jordledning.
Vi udfører altid modstandsmålingen sidst. Årsagen er, at en slukket lampe nogle gange er forbundet til jord ved begge forbindelser (plus og minus) af kontakten. Når du begynder at måle modstand, måles en jord på flere positive ledninger. Først når lampen tændes, skifter jorden til et plus.
Massekoblet H4 lampe:
Indtil videre i dette afsnit har vi kun talt om den positivt-koblede H7-lampe. Det genkender vi ved, at nærlys og fjernlys får et plus (12 volt) på deres egen ledning for at tænde lamperne.
Vi har muligvis også at gøre med en jordkoblet H4-lampe. De næste tre diagrammer (til højre og nedenfor) vedrører en handicappet H4 lampe indeholdende:
- E01a: nærlys;
- E01b: fjernlys;
- S21: lyskontakt;
- S25: skifte mellem nær- og fjernlys;
- Ins: Fjernlys indikatorlys i kombiinstrumentet.
Med et korrekt fungerende belysningssystem måler vi den indbyggede spænding (omkring 12 volt) på både plus- og minusforbindelserne, når de er slukket. Spændingsforskellen over lampen er nu 0 volt (på plus og minus). Der løber nu ingen strøm gennem glødetråden. Lampen er slukket.
Kontakten S21 (lyskontakt) forsyner den tilstødende kontakt (S25) med forsyningsspænding, når belysningen er slukket. Når f.eks. nærlyset tændes, skifter S21 og S25 begge til jord. Føreren kan bruge S25 (normalt indikatorhåndtaget på ratstammen) til at skifte nærlys eller fjernlys til jorden. En af de to lamper vil være tændt.
H4-lampe aktiveret:
Lampernes forsyningsspænding er igen 12 volt. Lampernes negative forbindelser (nærlys brun, fjernlys rød) kobles til jord via kontakt 25.
- Nærlys: når nærlyset er tændt, falder spændingen på pin 1 på lampen sammenlignet med jord fra 12,0 til 0,4 volt;
- Fjernlys: Når fjernlyset tændes, falder spændingen på ben 3 til 0,4 volt.
Bemærk venligst: når nærlyset er tændt, er fjernlyset slukket. Når vi måler 0,4 volt på nærlysets jordforbindelse, er spændingsforskellen over fjernlyset 0 volt (ben 3 viser så 12 volt). Dette er også tilfældet med nærlys: Når fjernlyset er tændt, er spændingsforskellen over nærlyset 0 volt. Kort sagt: når den ene er tændt, er den anden ude.
Vi taler om en jordkoblet H4-lampe, men vi måler 0,4 volt ved jordforbindelsen. Det skyldes, at der er en modstand i switchen, der forbruger de resterende 400 mV. Når du reparerer og tilslutter ledningen, skal du måle dette med voltmeteret, og ikke med ohmmeteret!
I diagrammet ser vi et tilslutningspunkt under E01b, hvortil INS (instrumentpanel) også er tilsluttet. Instrumentpanelet har en forbindelse mellem plus og minus på fjernlyslygten. I det øjeblik fjernlyset lyser (vi måler 3 volt på ben 0,4), skifter indikatorlyset for fjernlyset i kombiinstrumentet også til jord. Indikatorlyset tændes samtidig med fjernlyset. Når den er slukket, er spændingsforskellen over indikatorlyset også 0 volt (12 volt på plus og 12 volt på minus), så der løber ingen strøm gennem den.
Reparation af forlygteledninger:
En reparation kan udføres ved at forbinde ledningerne, med jernpropperne (A) for enden, i forbindelsesblokke (B og C) og til sidst skubbe dem sammen. De viste stiklister er fine til brug i indretningen, men under emhætten er de uisolerede stik udsat for fugt osv. Her skal naturligvis laves isolerede stikforbindelser. Princippet er det samme, og illustrationen tjener som eksempel.
Jernpropperne skal klemmes fast på tråden, der er blevet strippet ca. 1 mm; kobbertråden skal ikke være længere. Vi sætter enden af ledningen ind i jernstikket og klemmer stikket til ledningen med en speciel AMP/kabelsko-tang (vist) eller momenttang.
For at gøre det nemmere for dig selv ved tilslutning kan du lave en simpel tegning, der viser stikpositionerne 1 til 8 og lygterne / justeringsmotoren i forlygten.
I dette eksempel er det højre blinklys (R) forbundet til ben 2, sidelyset/parkeringslyset (58R) til ben 5, aktuatoren til ben 6 og 7, fjernlys (56a) til pind 7, nærlys ( 56b) til stift 4 og jorden (31) på stift 3.
